Vejleegnens Fjordheste er en lokalforening, der beskæftiger sig med racen fjordheste med fokus på at fremme brugen af fjordheste i både avl og sport.
Foreningen arrangerer blandt andet føl- og plageskuer, triple cups, klargøringskurser, rideklasser for børn, dressurkurser, udflugter, mønstringskonkurrencer, ride- og køreture, julefrokost og rævehalejagt.
Altsammen med fjordhesten og fællesskabet i centrum.
Vejleegnens Fjordheste blev stiftet den 25. november 1944 i Vejle.
Dengang hed foreningen Vejleegnens Norske Hesteavlsforening.
Igennem årtier havde foreningen indkøbt avlshingste, som kunne benyttes af foreningens medlemmer. Men i november 2010 døde Knægt Halsnæs, der var foreningens daværende hingst.
Dermed sluttede en mangeårig æra for Vejleegnens Fjordheste, der valgte, at Knægt var foreningens sidste avlshingst.
I april 2012 ændrede foreningen navn til 'Vejleegnens Fjordheste' og samtidig blev vedtægterne ændret til at omfatte både avl og sport.